ikke røde paa de borteste nuter, — og hvidbladet vidje stod og sov op i bakkerne.
— — En graasval dugget sommernat.
— — Hun fik det ikke til at sove i utslaatte-løen paa flaten, laa hed og hev sig og tænkte paa mangt; hun tog til at fæle ogsaa, treged[1] næsten paa, hun ikke var fulgt med drengen[2] alligevel hjem til bygden om kvælden, lørdagskvælden.
— — Hun laa i høiet og lydde; der var kommet slik sagte surr i alt, slikt spel, du, og slikt liv — en hel drift op i bakkerne, som trængte sig frem over stengaren[3], sprang og smatt allesteds, vælted sig ind paa utslaatten over hverandre, — et lag[4] av alslags levende, saa stilt og saa blidt.
— — Det tog øret hendes, tog al hendes hørsel; og laaten lokked øiet frem til sprækken i løe-væggen. I lysegraa skodde gled ungdom, barfødt og let, slængte sig og hev med lange myge ben — ét tag fra én led, et andet fra en anden, — og stundom var det, som de kom op av selve jorden; — mødtes mellem saater, satte sig paa huk, sprang i veir, smøg
