Denne siden er godkjent
Gertrud sad i kirkestolen en lys sommerdag, med hænderne foldet om Landstad, lidt foroverbøiet og betænkt. En blek trediveaars jente med tykt gult haar og store blaa øine, som stirred og lydde mod første kordørstrinnet under halvlukkede laakk; hun vilde ikke se høiere, for op mod alteret gik præstesønnen bred og stærk, — han var fulgt med faren idag til annexet op i dalen og forretted nu; — var kommet over fjældene just, øst fra Kristiania.
Hun misted hvad han sa — der kom dotter i øren og slør foran øine. Dette, som hændte for en uge siden, var efter hende nu ogsaa — det var efter hende hvor hun sad og stod.
— — Ja, det var stille sommernat, som fyldte kirken; det var et par mil ind i fjældet. Ikke solglimt ind mellem blanke græsstraar,
