forbi Hr. Jessen, var det altsammen ingenting. Og Jessen var saa flink og korrekt, aldrig kunde Tørres opdage nogen Feil, han kunde hænge sig i; det saa bare ud, somom Hr. Jessen satte sig mer og mer fast i Forretningen; og Byen var mer end nogensinde enig om, at der blev et Par af ham og Enken.
Det var sent en Nat, at Tørres gik hjem fra et Kortparti hos en Kammerat; han var hed i Hovedet af Toddy og Tobak i det lille knebne Kammer og gik mod Regn og Vind i trodsige Tanker. Kammeraterne havde atter talt om Jessen og Fru Knudsen; Tørres bandte, mens han gik, at nu skulde Slaget staa.
Hvad han vilde gjøre, viste han ikke nøie; men imorgen den Dag skulde Jessen faa andet at føle, han lod sig ikke kue længer, han — han — det var undertiden, der kom slige Anfald af Raseri over ham; men da pleiede han at bide Tænderne fast sammen, saa at han skalv, og da gik det over.
Han trak sine Støvler af nedenunder — som han pleiede, naar han kom saa sent, og listede sig forsigtigt opad Trappen i Mørket. Men da han skulde famle sig indover Gangen
