Men hvad der mest greb Tørres, det var Renten og Renteberegningen. Fra Barndommen havde han hørt »Penge paa Rente« nævnt stille og ærbødigt som nogtet fjernt — næsten guddommeligt. Og som han nu lærte om Renten, saa hvorledes den fremkom, saa de velsignede Penges myre-flittige Arbeide ved Dag og ved Nat uden en Times Hvil, saa hvad det kunde øge bare med ¼ Procent og hvor de smaa Beløb var flinke til at hobe sig op, alt imens de ogsaa arbeidede og lagde smaa Rente-Æg, — saa fyldte dette hele hans Sjæl. Og snart gjorde han ikke andet end regne Renter i Hovedet af alle de Beløb, han hørte nævne eller selv fandt op.
Fra de første 10 Øre, han tog af Skuffen den første Dag, havde han regelmæssigt, men langsomt og forsigtigt forøget sin hemmelige Beholdning af Sølvpenge. Det faldt ham efter haanden saa let og naturligt, at han ikke kunde tænke sig andet, end at de to andre gjorde ligesaa. Han tænkte sig bestandig, at han passede Kassen for Fru Knudsen og for denne Tjeneste var det, han tog et passende Vederlag. Derfor kredsede han bestandig om Skuffen,
