men bestandig var Gud med Jacob, ham var alting tilladt — blandt Kvinder som blandt Mænd.
Og naar Tørres i sin Barndom tænkte paa, naar han kom i Himmelen og skulde sidde tilbords med Abraham, Isach og Jacob, saa vilde han lure og bore sig frem, til han fik Plads saa nær ved Jacob som muligt.
For der var en Ting, han saa gjerne vilde vide Besked om, og det var om det udmærkede Fantestykke med de spraglede Kjæppe.
Hvor ofte havde ikke Tørres; naar han gjædede saa høit oppe i Heiene, at han kunde finde nogle Orebuske og Hasselskud, — hvor mange Rangle-Stave havde han ikke arbeidet, og hvor havde han ikke spekuleret over, hvorledes de skulde anbringes. Men aldrig saa han sine Sauer drikke — endsige, at han skulde have Vandtrug at samle dem om.
Han vilde saa gjerne have Greie paa dette, som han havde experimenteret med under hele sin Opvæxt. Thi kunde Jacob faa Sauer og Gjeder til at føde spraglede Lam, naar han vilde det, saa var det et Bevis paa Kyndighed i Kreaturstel, der langt overgik alt, hvad Tørres
