strax: at det var Gud selv, som havde sendt ham Vildtet imøde!
Ja, det havde Tørres mange Gange frydet sig over.
Og saa Esau! — den store lodne Tomling! — da han kom slæbende med sin Mad. Tænk — for Jacob at se ham svede og bale, for at faa istand noget rigtig lækkert for den Gamle, som alt var mæt — bæ! der stod han!
Tørres lo, saa det klukkede i ham, naar han tænkte paa den Komedie.
Og siden maatte alle bøie sig for Jacob; han narrede dem Allesammen. Selv Laban! som ellers var saa snedig, at han narrede Jacob Gang paa Gang — ja de ti Gange! — men den ellevte Gang tog Jacob hele Grisen.
Og Rachel, som stjal sin Faders Gudebilleder og sad paa dem, — alt dette beundrede Tørres; thi han nøiede sig ikke med Bibelhistoriens Uddrag; han læste alt i selve Bibelen saa langt det var om Jacob.
Og han saa ham samle Gods og fede Hjorder; han saa ham gaa fra Seng til Seng mellem Hustruer og Piger; han saa den ryggesløse Yngel voxe op — værre end Faderen; —
