Men fra det Øieblik var Gustav Krøger sikker paa, at den Fyr kunde han ikke fordrage, det var udentvivl en lumsk og meget farlig Person!
Der var hyggeligt i Cornelius Knudsens gamle Kontor, hvor den smukke Enke sad ved sin lave Pult ved Vinduet, medens Krøger pleiede at stige op paa den høie Krak, som fordum havde været gamle Knudsens og nu var Hr. Jessens Plads.
Der var en Gang for alle kommen det Forhold mellem dem, at alting var halvt Spøg. Derfor kunde han sige, hvad der faldt ham ind, og more sig med at iagttage hendes Forlegenhed, naar Rødmen — til hendes egen Fortrydelse — steg hende op i Ansigtet. Og hun, som ikke havde nogen anden at støtte sig til, følte sig sikrere i sin taknemlige Hengivenhed for denne Mand, fordi det jo altsammen gik i Spøg.
Det hørte med til disse smaa Formiddags-Samtaler i Kontoret, at han ofte hentydede til en Sammensmeltning af de to Nabo-Forretninger.
Saaledes kunde han sige med sit alvorligste Ansigt: