og selv med sine opmærksomme Øine fulgte hver Ting og mærkede sig hver Finesse, stod Hr. Jessen tilbagelænet og mysede med Øinene, forat iagttage Effekten paa den store skraa Udstillingsplade indenfor Ruden.
Men i Frøken Thorsens Hjerte var der saa underligt. Det kjendtes næsten, somom det vilde til at dele sig i to.
Vel elskede og beundrede hun Hr. Jessen over al Maade og evigt. Men der var for det første dette: at han var saa underlig og saa ujævn. Den ene Dag kunde han være saa varm i Øinene og stryge hende saa blødt over Skulderen, naar han gik forbi; den næste Dag sagde han: Frøken Thorsen! — saa koldt som Is, og syntes med Vilje at trække sig tilbage.
Og dernæst var det saa sin Sag med denne Hr. Wold. At have det store stærke Mandfolk lige ind paa sig hele Dagen — og tilmed som etslags Lærling, hun skulde retlede. Hvert Øieblik maatte de stikke Hoderne sammen over en Skuffe, eller hun maatte hviske ham en Pris i Øret, naar der var fuldt af Folk og travelt.