Selv var Tørres lykkeligere end nogensinde. Hvergang han hørte Sølvpengene rasle i Skuffen eller Sedler knitre paa deres Maade, naar de udfoldedes, gik der en glad Strøm gjennem ham. Han var i uaf brudt Virksomhed den hele Dag, og snart behøvede han ikke længer at spørge de andre om noget.
Men det Liv, der var i dette unge Blod, satte Liv i de andre — i dem, der kom og i dem, der gik, i selve Forretningen. Folk fik Lyst til at kjøbe i denne Butik, hvor der var saa livligt, hvor Kunderne smilede og Betjeningen fløi saa fort mellem Disk og Hylder.
»Nye Koste feie bedst,« sagde Hr. Jessen; »men i Længden er det dog et virkeligt dannet Væsen, som fengsler det gode Publikum til en Forretning.«
Frøken Thorsen nikkede, men Tørres, som ogsaa havde hørt Bemærkningen, — hvilket forresten ogsaa var Meningen, faldt strax nogle Trin ned.
Som fatttig Husmandsgut kjendte han fuldt vel den aristokratiske Ordning mellem Bønderne. Men overfor den store Kløft mellem Lands- og Byfolk var han usikker og ængstelig.
