De lo — de to andre; og da idetsamme Fru Knudsen steg ned fra Kontoret, sagde Hr. Jessen familiært:
»Ikke sandt — Frue? Gutten fra Landet maa vænne sig af med at staa med Hænderne i Lommen?»
»Det vil vist Hr. Wold snart indse af sig selv«, svarede Fruen uden at se paa nogen af dem.
Tørres glemte med en Gang de elendige ti Øre. Fruen havde ligefrem taget ham i Forsvar og forandret hans Navn — noget, som aldrig var faldet ham selv ind. Men han indsaa klart, hvor meget finere det lød at hede Hr. Wold end Snørtevold, som han havde opgivet efter Faderens Husmandsplads. Hvor han var hende taknemlig; han skulde nok passe paa Pengeskuffen for hende.
Men Hr. Jessen satte store Øine og nedlod sig til at gjøre Grimacer til Frøken Thorsen.
Endnu et bevæget Øieblik havde Tørres paa denne lange og anstrængende Dag. Og det var, da Fru Knudsen med det lille Pengeskrin i Haanden kom ned fra Kontoret, forat hente Dagens Kassebeholdning. Men efterat
