— Da han sent paa Natten gik hjem fra sin Fest, der var steget til et stormende Forlovelsesgilde, gjorde Tørres en Omvei efterat have fulgt sin Forlovede til hendes Dør.
I den lune lyse Sommernat drev Lugten fra Markerne og Lyngbakkerne ind over Byen. Tørres blev staaende paa et Hjørne og trak Luften i lange Drag. Og med den kjendte Landluft kom Barndom og Ungdom frem i hans Sind, — Tider, han ellers aldrig havde tænkt paa i disse travle Aar. Hellerikke havde han ofret sin Slægt mangen Tanke, kom nogen af dem til Byen, var hans første Sorg at blive af med dem igjen.
Men i Nat lagde ogsaa Minderne sig til hans Stemning, der var blød og lykkemættet som aldrig før, og han sandede Præstens Ord, at Gud havde lagt sin Velsignelse til Arbeidet. Var det ikke i et og alt gaaet med ham som med Jacob! — og fik han ikke nu — ved Enden af de syv Aar — sin Rachel — den deiligste Rachel, nogen Mand havde vundet.
Foran sit Hus stansede han og betragtede de gyldne Bogstaver i sit store self-made Navn; men oppe i Stuerne og i Soveværelset gik
