mand blandt Udsælgerne. Og hjemme havde hun en liden prægtig Gut, over hvis Vugge Byen sagde ligesaa mange Vittigheder, som der var røde Haar paa hans lille Hoved.
Men over Hr. Bankdirektør Grosserer T. Wold sagde man ikke laenger Vittigheder. Det blev allerede anseet som smagløst, naar nu nogen vilde komme trækkende med »Fru Knudsens Skuffe«. Det maatte være gaaet ganske anderledes storartet til, naar man skulde forklare sig en saadan Rigdom feiet sammen i faa Aar; det var en Anledning til at beundre den self-made Mand og Guds Velsignelse.
Som han nu var stillet formaaede han at gjøre sit lille Samfund al den Skade, som følger en hensynsløs og graadig Kapital, der behersker Bank og Kredit. Hans Øine var overalt; — hvor der var en Skilling at fortjene, slog han strax Kloen i, og fordrev de Smaa fra Byttet. Var en liden Forretning kommen i Flor, lagde han Hindringer for Krediten, bagtalte Indehaveren for de udenlandske Forbindelser, tog Forbindelsen selv og drev de oprindelige ud. Overalt var han paafærde, langt udenfor sin egentlige Forretning, i Skibshandel, i al mulig
