»Det er aldrig for sent at gjøre det, som ret og klogt er,« sagde Tørres forsigtigt; hans Hjerte hamrede i Spænding.
»Ja,« — sagde Krøger endelig og vred sig paa Stolen, medens hans Øine uvist gled opover mod Tørres’s Ansigt, »saa var det jo kanske ikke umuligt, — hvis alle Parter vare enige,at — at komme til — en bedre — en bedre Forstaaelse.«
»Ah — nu forstaar jeg — « sagde Tørres og trak Pusten, han havde naaet den høieste Top, »De tænker paa Deres Datter; som De ser har der ogsaa været gjort Tilnærmelser om den samme Sag,« han rakte sit Papir frem; — »men det var noget ganske andet, jeg tænkte paa — noget ganske andet —« tilføiede han og nød sine egne Ord.
Men Gustav Krøger gav et Skrig og stirrede i Papiret; det var et Brev til T. Wold fra Tante Sofie — han kjendte Skriften; — Linierne dansede for ham, han saa bare — »opklare mulige Misforstaaelser« — »Tilnærmelser fra begge Sider« — og han forstod, at det yderste Maal var naaet, Ydmygelsen fuldbragt; de bød
