Allerede en Gang havde han — her i det selvsamme Kontor grebet ind i hendes Skjæbne paa en Maade, som han aldrig havde faaet Tak for.
Men selv havde han indtil dette Øieblik priset sig lykkelig, som undgik en slig Svigersøn.
Nu forandrede dette sig i faa Minutter. Den unge Mand, som sad her, havde baade Hoved til Forretningen og Penge — hvorfra, vidste Ingen; men hvem havde Tid til at tænke paa det nu? Og kanske, naar alt kom til alt, var det netop denne Mand, Julie gik og tænkte paa, mens hun tæredes hen.
For sin egen Part vilde det være ham en uhyre Overvindelse; men havde han Ret til endnu engang at opofre sit Barns Skjæbne — især nu, da alt, hvad hun ejede, stod paa Spil, og denne Mand var den eneste Redning, Redning for dem alle!
Tørres gav ham god Tid til at tænke helt tilende, og sagde bare — ligesom for sig selv:
»Der er saa mangt, En kunde ønske at gjøre omigjen.«
»Ja, der er saa!« mumlede Gustav Krøger med stor Anstrængelse; »— naar det ikke er for sent.«
