store Hjælpeløshed bad hun sagte uden at løfte Hovedet:
»Vil De gaa hen til Hr. Krøger og bede ham komme her ind til mig?«
Tørres var glad over at slippe ud igjen. At gaa til Gustav Krøger — bevæbnet som han var idag — det var Opgjør og Sejer, Hævnens store Dag, som han i aarelangt Arbeide havde nærmet sig til.
I Kontoret ovenpaa sad Krøger alene, ældet og tung, med slappe Folder i det store rødladne Ansigt, hvor Blegheden viste sig gulagtig over Panden og Kinderne. Han havde ogsaa hørt om Anton Jessens forestaaende Stansning, og skjønt der ikke var anden direkte Forbindelse mellem dem end det Garantidokument, han havde undertegnet, var han dog denne Morgen bleven aldeles overvældet. Thi han viste, at Cornelius Knudsen stod Jessen nærmere, og dersom Fru Knudsens Kredit ved den pludselige Stansning fik noget Stød, saa var det ude med Brandt, han ejede ingen anden Forbindelse at ty til; de udenlandske havde efterhaanden trukket sig tilbage, C. Knudsen var det eneste Navn paa alle hans Papirer.