Hvorledes stod det egentlig? — og hvor langt var hun kommen i det med de Jessenske Papirer? Pinligt mindedes hun, at hendes Mand, som altid roste hende, alligevel havde sagt, at fuldt ud Handelsmand blev hun aldrig. Men saa havde hun dog været langt roligere i hin Tid, da Krøger raadede hende; nu vidste hun i Virkeligheden hverken op eller ned.
Hun bar endnu langt fra nogen ond Mistanke mod Tørres Wold. Hun forklarede sig hans Opførsel saaledes, at nu, da det var gaaet galt med hans Ven, som han bestandig havde været saa hjælpsom mod, nu skammede han sig for det Uføre, han havde ført hende opi; og derfor kom han ikke.
Men hun syntes, at det var feigt af ham; og jo længer det led, jo mindre syntes hun, det passede til hans Karakter, som hun kjendte den. Et saadant Stød skulde han modig have taget som en fælles Ulykke, der bragte dem til at staa sammen; — og da — da kunde mangt bedres og alt bæres.
Men at han lod hende alene den hele Dag, det læssede Vægt paa hende for hver Time,
