Der var temmelig stivt ved Bordet. Tørres holdt sig ogsaa i Ro ikke saa meget, fordi han var ængstelig; han havde allerede vundet meget af sin Sikkerhed tilbage, og desuden var han her omgivet af sine Egne, de unge Damer af Butiksfaget lo sig næsten fordærvet, bare Hr. Wold aabnede Munden, og alle i denne Kreds bøiede sig for ham. Men hun forvirrede ham mere og mere — Bruden, saa deilig som hun sad der ved Siden af — denne Jessen!
I Trængselen efter Bordet blev Tørres med sin Dame ført lige henimod de Nygifte og før han viste Ord af det, stod hun lige foran ham, varm efter Maaltidet, sød og smilende til Gjæster og Veninder.
Men med et blev hendes Ansigt ligesom forstenet; thi idet han saa ned paa hende, blev hans Øine ganske vilde, — saaledes som hun havde skimtet dem i deres hedeste Elskov; og hun syntes alt, hun følte hans stærke Hænder færdige til at løfte hende ud af Mængden. Hun tog ham raskt om begge Haandled og tvang sig til at le: »Lad os dog takke Wold — — Anton! for hans gode Hjælp.«
