maatte være dum, tænkte Tørres og lo indvendig. Saa kunde han ligesaa godt blevet hjemme og rodet i Jorden.
Nu sad den Beslutning fast i ham, at der, hvor der var tættest med Folk — der vilde han være; og han vilde ikke sidde og hænge over et Arbeide med Hænderne; men han vilde være med der, hvor de solgte, se Pengene komme op af de velforvarede Lommer og stryge dem ned i en Skuffe, saa det klingrede.
Alligevel var der altfor fint for ham oppe i Hovedgaderne — endnu; han gik derfor nedover i Byen, og da han saa en halvgammel Fyr alene i sin Krambod, gik Tørres ind og spurgte uden videre Indledning, om der var Plads for en Gut?
»Nei,« svarede Manden og saa op af Avisen. Men da Tørres uden at forraade den ringeste Skuffelse vilde gaa igjen, begyndte Kjøbmanden at røre paa sig:
»Du er fra Landet? — netop kommen? — er du stærk?«
»Aa jo — noksaa!« svarte Tørres undvigende; han havde imidlertid seet sig om, og forstod, at en stærk Gut i denne Forretning fik
