ren Latterlighed, hvor hun rent kastede sig bort — sig selv og sin Kunst.
Vistnok var der en Tid, hvor hun havde erklæret, at hun heller vilde bo ved det yderste Hav end risikere at møde sin modbydelige Mand overalt. Men det var bleven anderledes. I den stærke Længsel efter Hovedstaden og det muntre Liv mellem Kunstnere og unge Begavelser, hvor hun og hendes Mand havde været hjemme, forekom det hende nu helt borneret at flygte bort for et muligt Sammentræf med en Mand, som hun jo nu ikke havde det ringeste med, — undtagen at han underholdt hende.
Hun var den fornærmede; og hun havde hævdet det Sædelige; alles Sympathi maatte være paa hendes Side. Om hun i et Selskab stødte paa Hr. Steiner, skulde det ikke længer nu gjøre hende usikker.
Hun vilde fremdeles være med, netop det pikante ved hendes Stilling vilde hun nytte helt, en Dame, som kjendte Mændene tilbunds. Her i Smaabyen havde hun ofte mærket, at Mandfolkene ansaa hende som en, der var færdig med sit Livs Gjerning; somom de ventede,
