Tørres havde aldrig tænkt paa, at han ved Flytningen fra Fru Knudsen var kommen over den Gade, som skilte Sognene i Byen. Han svarede derfor Tak i en ligegyldig Tone — overbevist — som han var — om, at det var noget ganske andet, Besøget gjaldt.
»Det er en Skik, jeg har,« vedblev Præsten og tog Plads; »ikke for at paatrænge mig — det er ikke min Vane! men forat udtrykke, at jeg staar til Tjeneste for hver Enkelt i Menigheden, som har Behov for mig.«
Tørres kom igjen med etslags Tak, og lurede paa, hvad der skulde komme.
»Men Dem havde jeg en ganske speciel Lyst til at søge,« fortsatte Præsten med et opmuntrende Smil, »siden vi begge ere bonde fødte — fra nære Præstegjæld — ligesom mere i Slægt, naar vi færdes mellem Byfolk —.«
Tørres svarede bare: ja, eller: ja, det var vel saa — det! — og stansede igjen, forat lure. Derved blev Samtalen drævende og ligegyldig, som mellem Bønder, der prøver hinanden, og Præsten reiste sig snart lidt skuffet:
— »Ja, saa vil jeg sige Dem Godnat — kjære Hr. Wold! det vilde glæde mig, om vore
