Form, udaf hvilken han havde æset i Hovmod og Indbildskhed. Den pinagtige Fornemmelse af, at han var to Personer, fortog sig, og han kj endte igjen den gamle medfødte og indgroede Tillid til Penge, — de var dog alligevel alt. Men man skulde have mange af dem, mange fler, end han havde, skulde der til, inden der kunde være Tale om at gaa henover Kløfterne.
Men efter det store Fald lagde han sin Vei anderledes. Det maatte herefter gaa ligesaa fort — ja fortere end før, men i Mørke. Han troede vel ikke mere, at han nogensinde kunde finde Plads mellem de glade og sikre, som en, der hørte hjemme der; men saa høit kunde han vel komme, at det tog Ende med Dansen baade for den ene og den anden. Og da vilde Tørres Wold selv aabne sit eget Bal, — montro nogen da turde le?
Men der skulde mange Penge til, og Tørres samlede og grov — tidligt og silde. Hjemme i sin nye Bolig tog han imod Laansøgere eller Mellembud i Middagshvilen eller sent om Aftenen. Søndagen var dog hans bedste Forretningsdag. Hans Stue blev formelig Kontor; han vaagede sig til at kjøbe ildfast Skab og begyndte at
