tænksomt gned sin store Næse. Allerede længe syntes han, der havde lugtet lidt underligt at Krøgers Forretning; dertil dette store, overdaadige Bal, som var endt med en Fornærmelse mod en af Byens unge Kræfter! — den lille Frøken Julie kunde kanske komme til at svide bittert for denne Aften! —
— Imidlertid laa Tørres Wold forlængst i sin Seng og stirrede ud i Mørket med aabne Øine.
Det ene Øieblik af vildt Raseri, da det suste for hans Øren og den Tanke for gjennem hans Hjerne at rydde Stuen og gruse det hele i Stumper og Stykker, — det var et Glimt som slukte i Mørke, efter dette huskede han intet, han anede ikke, hvorledes han kom ud af Huset og hjem i Sengen.
Men som han laa sammenkrøbet under Tæppet og stirrede, viste det sig altsammen for hans Øine, og han kjendte det som en Skræk — som noget rædsomt og hemmelighedsfuldt der var foregaaet med ham; han havde hele Tiden været en anden, han havde gaaet ved Siden af sig selv — den rigtige Tørres
