tager nyt Liv i den rensede Luft efter en frygtelig Tordenbyge.
Gustav Krøger viste sig snart igjen blandt sine Gjæster. Skjønt han i Virkeligheden baade ærgrede sig og skammede sig over den Ubehændighed, hvormed han selv havde hidført det fordømte Optrin, var han dog altfor meget Vært og Verdensmand til at opgive Aftenen og svigte sin Pligt.
De gamle Herrer spillede igjen sine Partier i Røg og Damp; Ungdommen i Salen morede sig, somom Ingenting var foregaaet, og Krøger lod ufortrødent Beværtningen fortsætte med Glans til det siste; alligevel kunde det ikke skjules, at Festen havde faaet en Knæk, som ikke kunde forvindes.
Julie laa paa sin Seng og græd; Fru Steiner forsvandt uden Godnat; en og anden af de ældre Damer tog bort med en modstræbende Datter; Stemningen mattedes af, og Ballet sluttede af sig selv — tidligere end man var vant til.
Da Bankchef Christensen kom ud paa Pladsen foran Brandt, vendte han sig om og betragtede de oplyste Vinduer, idet han efter-
