hun nu stod og gjorde Nar af ham med sin Løitnant.
»De synes vel ogsaa, hun er deilig?« spurgte Julie lidt efter.
»Hvem?« spurgte Tørres forsigtig og tog Øinene til sig.
»Jeg troede, De betragtede hende, — min Veninde, Fru Steiner. Alle Herrer er jo forelskede i hende,« sagde Julie kort.
Men Tørres var en altfor dreven Kavaler mellem sine Piger til at falde i denne Snare; han svarede henkastet:
»Aa, hver sin Smag! — jeg ved da ligesaa smukke Damer.«
Julie beundrede selv sin Veninde, saa hun taalte ialmindelighed — ja hun fordrede næsten, at de Herrer, som nærmede sig, skulde være betagne af den unge Frue. Alligevel var det hende ikke imod, at dette unge pene Menneske, hvem Lulli saa overlegent kaldte sin Opdagelse, at han dog ikke var mere indtaget.
Hun gav sig derfor mere af med ham i de følgende Toure, fik ham til at snakke og fortælle, og da de skiltes efter Dansen, var de gode Venner.
