Atter gned han sin Næse, medens han lurede sig til at se paa Tørres under Haanden.
Det sank i Tørres indvendig; denne Mand vidste det hele og havde ham i sin Haand.
Det var nemlig gaaet saaledes, efterat han blev Førstemand i Butikken, at han, forat anbringe sin altid øgende Kapital, havde indsat en hel Del Smaasummer i Christensens Bank paa Navne, som han selv fandt op. Han valgte helst Gaardene rundt om Snørtevold, hvor han var kjendt, og lavede saa selv saadanne Fornavne, som han vidste, der ikke fandtes. Saa ledes havde han allerede mange Kontrabøger med Banken, uden at hans eget Navn forekom nogetsteds.
Men Bankchefens Næse havde nok lugtet, hvad Skuffe de Penge kom af, det blev Tørres klart i dette Øieblik, — han sad paa den yderste Snip af Stolen — færdig til at løbe eller kaste sig ned og bede om Naade, — han vidste ikke selv hvad.
»De maa have et godt Navn i Deres Hjembygd, siden saa mange forskjellige Personer fra den Kant lader sine Sparepenge indsætte gjennem Dem,« sagde Chefen efter en liden Pause.
