Haar, syntes han næsten, det var uværdigt, at den lille purrede Frøken Thorsen nogensinde havde havt nogen Betydning for ham.
Men Moderen laa længe vaagen og tumlede med svære Bekymringer over Anton, som — trods alt var falden i den store Fare. Og naar hun forestillede sig det frygtelige Levned, han førte, kom hun næsten til at tænke, om det ikke var best at faa ham gift — saa ung og svag som han var.
Før havde hun altid afværget det, naar nogen vilde hentyde til et Forhold mellem hendes Anton og Fru Knudsen. Men nu begyndte hun at finde Redning i dette. Fru Knudsen havde været gift før — med en gammel Mand tilogmed; hun vilde kunne forstaa, med hende kunde en Moder tale; de to sammen vilde vaage over hendes Anton og gjøre ham lykkelig.
Men næste Dag var endnu værre for Hr. Jessen. Thi ogsaa den Nat var Tørres kommen ind til Frøken Thorsen. Hun havde virkelig villet laase Døren; men nogen havde taget Nøglen bort, og hun generede sig for at spørge efter den.
