Ting i Verden, har følt denne Nydelse at anvende sin Kundskab og føle den voxe og styrkes under Brugen.
Og videre, eftersom et Menneskes Hjerne fyldes, øges hans Glæde; og selv den, hvis Hoved ikke faar stort andet end et enkelt Fag at stelle med, selv han vil af sin Kundskab have Nydelser og Fornøielser, som han før ikke anede.
Thi kun det høiest kultiverede og alsidigt uddannede Menneske har et saadant Øie og en saadan Opfatningsevne, at alt i Livet fremstiller sig for ham, saaledes som det i Virkeligbeden er.
De allerfleste Menneskers Kundskab er saa begrsnset, at det, de ved paa et Punkt, maa tjene dem til Lys gjennem Egne, hvor de ingenting ved; deres Kundskab farver det, de ser, med sin Fag-Farve; det, de i Virkeligheden ikke kan forstaa, fordi de mangier den Kundskab, det forstaar de ved Hjælp af en Kundskab, de har andetstedsfra; med andre Ord: de misforstaar, men de glæder sig.
Jeg spadserede engang med en gammel passioneret Limkoger; han forklarede mig, hvad jeg ikke vidste, om alle Limkogningens Finesser, og han var interessant som alle, der kan noget og elsker noget.
Paa Veien kom vi til en Bask og nogle smaa Træer, og jeg stansede og gjorde den Gamle opmærksom paa den yndige Plet i Landskabet.
„Ach ja! — ein wunderscböner Platz,“ svarede den gamle Limkoger, „zu Anlage von einer Homleimfabrik.“
Vi stod begge og saa det samme og glædede os; men hver paa sin Maade, hver efter sin Kundskab; jeg syntes i mit stille Sind, at han var en snurrig gammel Limkoger; og om han havde anet, at jeg beundrede Naturen — selve Naturen uden Hornleim, saa havde han vist fundet mig ligesaa snurrig.
Enhver kan prøve med sig selv, hvor Glæden øges ved Kundskab, hvor selv en dod Ting kan faa et ganske andet Værd — faa et helt nyt Opsyn, bare der kommer En og giver en Forklaring, fortæller et og andet, man ikke før vidste.
Og denne lille Kundskabsøgelse kan blive en Spire, en Iver kan begynde fra dette, som fører langt ind i en ny Kundskab og ny Glæde.
Derfor er en kundskabsrig Mand saa gild at møde, baade fordi hans Samtale er interessant, mens den varer, og mere endnu, fordi der saa ligger noget efter, som spirer og lokker Tanken afsted paa egen Haand. Saamangen har gaaet og trællet paa sin Jord og aldrig seet andet end Sorpe og Stein, indtil en Dag en Mand gik forbi og spurgte, om han saa mange blaa Sommerfugle.
