Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


Saasnart de 12 begyndte begyndte at svømme om i sit lille Bassin, styrtede Gjedden løs paa dem; men fik et forfærdeligt og uventet Slag paa Næsen mod den stærke Glasplade.

Den bøiede af, svømmede lidt omkring; men da den igjen saa disse lækre 12 midt foran sig, fulgte den sit „Instinkt“ og fór løs paa dem.

Atter samme uventede og smertelige Slag paa Næsen, og atter bøiede den af og betænkte sig. Men hele den Dag og kanske ogsaa den næste gjorde den Stød og Udfald mod de 12 Fristelser.

Dog bestandig sjeldnere, indtil den holdt ganske op.

Saa trak man Glaspladen op, og de 12 Smaa svømmede uden Beskyttelse omkring i det fælles store Bassin. Gjedden rørte dem aldrig. Derimod styrtede den sig strax over de smaa Fisk af samme Art og samme Størrelse, som man kastede ud til dens Ernæring. Og aldrig tog den feil; de 12 skaanede den, rørte dem aldrig, men tog de andre og slugte dem.

Thi disse 12 kjendte den personligt, og den vidste godt, at ved dem var der dette ubegribelige, at man fik et Slag paa Næsen, naar man vilde sluge dem. Saaledes benyttede altsaa denne Gjedde sin ved Erfaring indvundne Kundskab til at bekjæmpe sit „Instinkt“ — netop som naar et Menneske er blevet klogt af Skade, og lægger Baand paa sine Lyster.

Men ikke blot hos det enkelte Individ bevares en erhvervet Kundskab længe — ja for hele Livet. Man har endog et mærkeligt Exempel paa, at en mindeværdig Begivenhed har sat Mærke endog gjennem Generationer hos Dyr, saa tarveligt begavede som tamme Gjæs.

Paa en Gaard i Frankrige var der en stor Gaaseflok. En Aften strax før den Tid, da Gjæssene skulde drives hjem af Marken og i Hus, hændte det, at nogle vilde Jagthunde pludseligt styrtede ind i Flokken, sønderrev og dræbte en Del Gjæs, og satte de andre i den dødeligste Skræk, saa de styrtede hjem mod Gaarden med vilde Skrig og aldeles ude af sig selv.

Den næste Dag blev Gjæssene atter drevne i Marken; men da det blev Aften, just ved den Tid, da de igaar blev overfaldne af Hundene, opløftede de med én Gang et stort Skrig, løb om mellem hverandre og endte med at styrte hjem i Skræk og Forvirring.

Og saaledes hver Aften ved samme Tid opstod der en Uro i Flokken, som varer den Dag idag — aarevis efter Begivenheden. Det er klart, at Dyrene ved indbyrdes Meddelelse har skabt en Tradition om hin uforglemmelige Rædsel, der saaledes er gaaet dem i