Imidlertid holdt han Øie med sin tilkommende Svigerdatter paa
en ganske anden Maade end igaar. Han var lige elskværdig og
venlig — næsten kjærlig mod hende; men alligevel var der i den
hurtige Vending af hans Blik, saasnart Gabriele aabnede Munden,
noget spændt — en lille Smule Usikkerhed hos den sikre Mand.
Det var ogsaa saaledes. Daniel Jürges følte noget, som svagt mindede om hans første mislykkede Forsøg i Hovedstadens Avis. Ligesom dengang kom der en beskjæmmende Følelse over ham, at noget var voxet op i Verden, mens han var borte; — at der var en Tankegang, som gik — ikke blot vildfarende til andre Maal, men som fra først til sidst gik helt andre Veie uden Respekt — uden at bryde sig det ringeste om ham og hele den Kreds af Tanker og Grundsætninger, som han satte Pris paa og beherskede.
Og det var dog en ren Ubetydelighed, som havde skræmt ham saaledes op. Det var hellerikke selve Ordene, som igaaraftes vexledes mellem hende og Johannes om Barnet og Vaskevandet. Men det var denne Koldblodighed, hvormed hun til Slutning ligesom bagfra havde væltet hans sikre Stilling ved at stille det gamle Ordsprog paa Hovedet, — denne lune Maade, hvorpaa hun vippede ham uden engang at sige ham imod, men vendt mod Johannes, somom hun overfor sin Forlovede i al Gemytlighed gjorde sig lystig over et gammelt Vrøvl af en Præst fra Hovedstadens Avis.
Dette havde pint ham fra igaaraftes; og det havde lagt sig i hans Præken, som oprindelig ikke skulde være saa skarp; og det vedblev at nage ham som noget, der maatte afgjøres. Var det ingenting, maatte han have Vished; men skulde her være en Styrkeprøve, saa var han beredt og ikke tilsinds at vige.
Pludseligt var han kommen til at tænke paa Johannes, — om han skulde være i Ledtog med hende? — ikke saa, at det faldt ham ind, at Johannes skulde dele hendes Anskuelser; men det kunde dog hænde — hvad har ikke Ungdom og Elskov udrettet! — det kunde jo tænkes, at hun lempeligt fik trukket lidt fra hist og her i Sønnens Beundring, fik ham med paa et lidet Smil af „den Gamle“, — lokkede ham til at indrømme mere end det sømmede sig for en vordende Præst, — de var ikke saaledes grundfæstede de unge Theologer som i hans Tid.
Fra dette slog ned i ham, fik han ikke Fred, og strax efter Bordet, da de var blevet af med Gjæsterne, trak han Johannes med sig ind i Kontoret; han vilde have Vished strax.
„Sæt dig — Gutten min! vi har jo ikke talt et alvorligt Ord sammen, siden du kom hjem. Denne Kjærligheden tager dig ganske fra mig — hvad?“
