Men de var ikke lette at snuble over — Vægterne; for de havde
sine vel forborgne Sovepladse, som de kun yderst nødig forlod,
naar de syntes, der maatte raabes noget, eller naar der nærmede
sig slæbende Skridt af gamle, stive Læderstøvler i Gaden.
Det var Rundvagten — den egentlige Brandvagt. Den bestod — tror jeg — helst af rigtig ældgamle Vægtere, som der ikke længere var Lyd i. De var fire eller fem i Følge, og alle havde de slaaet Kraverne helt op og trukket Skindhuerne helt ned, saa nogen Ildebrand skulde de neppe mærke, før det sved dem i Skjægget.
Og alligevel sov Byen saa trygt, saa trygt.
Og vaagnede en eller anden og begyndte at tænke paa al den Rug, som laa paa Søhuset; eller der kom Række paa Række af Billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i Mørke om Natten — af en Glo — en Glo, som laa etsteds og ulmede og greb om sig og fængede i Væggen og fik Magt og omspændte Huset og fortærede Rugen, Saltet, Tønder og hele Kramboden med Varelager og altsammen! — da lød der slæbende Trin i Gaden af gamle, stive Læderstøvler, Pigstave stødtes i Brostenene; de nærmede sig og drog forbi.
Ah! — Rundvagten! alt iorden. Se saa — Gud ske Lov! nu kunde man sove videre trygt og roligt.
Eller et Barn vaagnede af en ond Drøm og laa og lyttede og pintes af fæle Skikkelser — Tyve og Rokkedreiere, som kom ind af Kjøkkenvinduet og vilde dræbe Far og Mor med lange Kniver! — da hørte de udenfor paa Hjørnet: „Hør Vægteren — hør; Klokken er slagen to; Vinden er stille!“
Ah! — Vægteren! — ja det var jo sandt — Vægteren var der! saa kunde der ikke komme Tyve og Rokkedreiere i Kjøkkenvinduet! alle onde Mennesker maatte holde sig hjemme hos sig selv, ellers tog Vægteren dem paa Raadstuen; ja — der var vist ingen onde Mennesker, — bare gode, snille Folk — og Vægtere.
Saa sov de ind igjen saa trygge og taknemlige og drømte ikke det ringeste Gran mere.
Men — naar de saa kom — de tre forfærdelige Brandskud, saa Ruderne klirrede over den hele By og mange sprang, — da var ogsaa Rædselen over al Maade.
Over de mørke Gader skinnede det rødt i den tykke Regnluft som et luende Ildhav, om det saa bare var en almindelig Pibebrand; den lange Jørgen Tambur trommede som han var gal med den tykke Ende af Stikkerne; og Mænd med grovt Maal og Gutter med Stemmer saa skarpe som Maager fløi gjennem Gaderne og skreg af al Magt: „Brand! Brand, Brand! — Brand!“
