Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/49

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Ved Sprøitehuset samledes Folk med Lygter, raabende, bandende: Nøglerne! Nøglerne? de hang bag Brandinspektørens Seng; — afsted efter Brandinspektøren; — i det begende Mørke løb en lige i Maven paa ham, og Nøgleknippet Fanden ivold bort i Sølen; og mens de ledte efter det med tre Lygter, sprængte nogle Skippere Dørene, og Sprøiterne rumlede afsted med den uhyggelige, tomme Lyd.

Gamle Jomfruer i Nattrøie løb ud paa Gaden med en Vaskevandsbolle eller et Strygejern; og i Husene fiokkedes alle om Fars og Mors Sengkammer. De smaa Børn sad i Sengen og græd; de voxne Døtre skulde trøste dem — halvklædte, med Haaret nedover Ryggen, blege og skjælvende af Skræk.

Men Mor lod koge Kaffe — varm Kaffe er god for alt og til alle Tider; og Far kom undertiden hjemom og fortalte, hvorledes det gik.

Gutterne havde strax klædt sig paa og forsvandt. For dem var det en Fest — en Skrækkens Fest. Den røde Himmel over den sorte Nat, Flammen, som undertiden viftede ud af den tykke Røg, de voxne Mænd, som sprang og raabte, — alt dette fyldte dem med en Spænding som af ti Romaner; i en Trang til at vove det uhyre, til at udmærke sig ved noget uhørt mandhaftigt styrtede de sig ind i Huse, hvor der hverken var Ild eller Fare og tog Kjæmpetag i de urørligste og umuligste Gjenstande, for at redde.

Brandinspektøren stod ved Sprøiterne og kommanderede. To Rækker af Mænd og halvvoxne Gutter langede Vand op og tomme Spande tilbage. Ved Søen eller nede i en Brønd skiftedes unge Sømænd til at fylde Brandspandene, til de vare gjennemvaade og døde i Armene. Officerer af Borgerkorpset i blaa Snipkjole med hvide Snorer løb omkring og var overalt iveien for sig selv og andre med sine lange Sabler.

Men i selve Ilden var igjen Søfolkene. De var inde i Husene og reddede, til Taget faldt; oppe paa Nabohuset med vaade Seil, huggede ned Smaahuse og Plankeværker.

Thomas Randulf og Jacob Worse var kjendt fra Gutter af som de modigste i Ildebrand. Bestandig var de først paa Pletten; bar ud de Gamle og Syge, og tog derpaa de varmeste og forvovneste Poster under Slukningen. I Virkeligheden var det dem, der ledede det hele, skjønt Brandinspektøren havde baade gule og ildende røde Fjær i sin trekantede Hat.

Under alt dette led dog Kjøbmændene den værste Angst. Assurance var en meget sjelden Ting; mange af de Vakte mente endogsaa, det var syndefuld Mistillid til Forsynet; nogle sagde, at de havde assureret med Gud.