„Du maa alligevel tillade mig,“ afbrød Johannes; „at holde fast
ved Guds Ords Magt i en værdig Tjeners Mund; og det gjør mig
ondt, at du kunde tro, min Far vilde benytte Prækestolen til en
personlig Henvendelse, der kunde være dig pinlig — opnørende
tror jeg, du kaldte det.“
„Ja naar du er saa sikker paa det — Johannes! saa faar jeg vel give mig,“ sagde Gabriele; „jeg har kanske gjort din Far Uret. Men en Ting er sikker: en styg og hovmodig Præken var det!“
„Kjære Gabriele! — du forstaar ikke Far endnu; du har ligesom ikke endnu opfattet ham i hele hans Storhed. Det er naturligvis det forvirrende, at han lever her som en beskeden Præstemand blandt Bønder — han, som i Virkeligheden er en af Landets største Begavelser. Hver Gang jeg kommer hjem, overvælder han mig.“
„Ja jeg kan mærke det,“ sagde Gabriele spøgende og de fortsatte Gangen sammen; „du er ikke blot overvældet; men du synes mig at voxe og laane Myndighed bare af at være nær ham. Jeg tror næsten, jeg faar være ligesaa ydmyg som Frøknerne Olsen.“
Det var dem begge velkomment, at de slap ud af denne Samtale; men de beholdt alligevel en uklar Fornemmelse af, at de ikke var rigtig færdige endnu.
Vinden havde øget paa til en liden Storm; og da de kom ud af Skoven, feiede Sneen ned af Kirketaget og hvirvlede henover Kirkegaarden, som var lukket med Gitterport og forladt for idag; kun Sneen var nedtraadt af Mennesker og Heste, og Kirken laa gjenlukket med Lemmer for Ruderne.
Men da de holdende tæt sammen begyndte Veien over Markerne mod Præstegaarden, syntes Johannes det var hans Pligt at komme med det, han havde bestemt sig til at sige hende om Samtalen igaaraftes, — desuden maatte sligt forebygges for en anden Gang.
„Din — ja hvad skal jeg kalde det? — din mangelfulde Opfatning af Far, gjør ogsaa, at du forløber dig mod ham i Samtaler — som igaaraftes.“
„Nei — hvad siger du — Johannes! — jeg syntes netop, jeg holdt mig saa ualmindelig from og medgjørlig.“
„Da ved du vist ikke af, at du sagde, Far kom med Barnesnak?“
„Misericordia!“ raabte Gabriele og lo; „sagde jeg virkelig det? — men jeg var saa træt, og det var ikke frit, han irriterede mig.“
„Han var dig kanske en Smule overlegen — hvad?“ spurgte Johannes og smilede.
„Svært,“ svarede Gabriele kampfærdig; „han mindede stærkt om de Præster, Fætter Jørgen kalder Kirkeblærer.“
