ja kjedeligt var ikke Ordet. Vistnok var det ligesaa ørkesløst som selve Kjedsommeligheden; men paa samme Tid var det spændende, denne Raslen med Aviser, denne Kasten med Stikord — hele dette Spil, som bragte Venner til at hade hinanden og klinede de argeste Fiender sammen Arm i Arm.
Den Iver, hvormed hun ogsaa selv havde kastet sig ind i Samtalestriden, da hun kom hjem fra Udlandet, kjølnede ikke af den Grund, at hun tabte, endmindre fordi hun vandt. Hun gik fra Gruppe til Gruppe, fra høire til venstre og havde fuld Frihed til at vælge sin Omgang. Hjemme kom der vistnok ikke saa mange i Vinter. Prams havde næsten indstillet al større Selskabelighed udenfor Familien. Thi da Jørgen Pram i sin ubegribelige Flegma holdt sig politisk indifferent, begyndte han at invitere af begge Partier i Flæng; og det tog meget snart en Ende med Forfærdelse.
Men ellers havde hun den mest ubegrænsede Anledning til at mødes med, hvem hun vilde, — til den ene Side gjennem Husets store Omgang og Slægten og til den anden ved personlige Bekjendtskaber, som hun dels hjembragte fra Reiser dels stiftede, naar hun selv vilde.
Thi om Fru Pram kunde være noget ængstelig, fik Gabriele altid Støtte i sin Far. Jørgen Pram havde en Gang for alle udtalt, at enkelte Fruentimmer kan gjøre, hvad de vil; og hans Gabriele var en af disse.
Forøvrigt delte han ingenlunde hendes Anskuelser — hovedsagelig, fordi han ikke havde Anskuelser i større Format end til den daglige Omsætning. Men han morede sig kosteligt, naar han hørte sin Datter med hendes uforlignelige Freidighed gaa løs paa en eller anden hæderkronet Forbogstav fra Hovedstadens Avis.
Det morede ham, og det morede flere, og det var dette, som fra først af begyndte at kjølne Gabrieles Iver, indtil hun sank ned i en kjed og led Modbydelighed over alt dette Snak, saa at hun ikke længer gad være uenig, om det var aldrig saa galt.
Thi det gik op for hende, at hun var ganske udenfor Spillet. De hørte paa hende, smilte, tog varsomt paa hendes Voldsomheder og lod, somom de lyttede til en besværlig Kanarifugl, naar hun slyngede sin Spot og Haan helt op til de høieste og helligste Autoriteter. Og da opgav hun det, slog sig sammen med de afskyelige Fættere og deres Slæng, snakkede letsindigt og opførte en liden Hvirvel af smaa upolitiske Danseselskaber med Champagne, som de Gamle lod passere i etslags Aandsfraværelse; — man kunde virkelig ikke passe paa alting i saa bevægede Tider.
Men hun var ulykkelig i det. Thi hun ikke blot følte; men hun var moden nok til at forstaa, at denne Strid, ud af hvilken Mændene
