ham, og som gik saa vidt, at de tog ham lemfældigt under Beskyttelse for hans Fars Skyld — ham!
Kun et Par Lærere og de, der havde iagttaget Johannes Jürges, naar han i Skolen kjæmpede sig frem til de første Nummere eller ved Universitetet arbeidede sig gjennem en Examen i Spidsen for alle — kun de kjendte hans Ihærdighed; og Gabrieles Fættere bandede høit og lydeligt paa, at hans Kurtise i hele denne Vinter havde været et Mesterstykke af Beregning og Udholdenhed.
Selv smilede han tillidsfuldt; thi han vidste, at Gud er stærk i de svage — i de tilsyneladende svage. Et stort Skridt var han naaet fremad; han følte med sitrende Velbehag, hvorledes hans Kraft begyndte at blive Magt; men uden Overmod og uden at forhaste sig tænkte han videre paa de Vanskeligheder, som endnu laa nærmest for Haanden.
De havde ikke været inde paa Spørgsmaalet siden, — det vil sige ikke for Alvor. Hvergang Gabriele vilde komme med noget om hans opgivne Præstekald, bøiede han af i Spøg eller gik over til noget helt andet. Men længe gik det ikke paa den Maade, det forstod han, og det var paatide, de kom hjem til Faderen.
Og altsom de nu nærmede sig, sad han tæt ind til hende og ønskede og bad, at det maatte gaa godt: at Faderen maatte synes godt om hende; og at Gabriele maatte faa et mægtigt Indtryk af ham, — hun var desværre saa uberegnelig, — og at Moderen ikke maatte tage sig altfor tarvelig og ubetydelig ud. O — den stakkels kjære Moder! — han var igrunden ikke bange for hende; — hun og Gabriele vilde nok blive gode Venner; og desuden kunde der ingen Fremmede være hjemme, det havde han seet saa tidt, uden helt og holdent at blive optaget og fængslet af Faderen. Saaledes vilde det ogsaa gaa Gabriele; hun vilde i det hele taget faa andre Tanker, naar hun saa en Præst som han. —
Imidlertid sad hun paa sin Side i halvklare Drømmerier, der fra først af syslede med Glæden over, at hun sad, hvor hun sad, og over, at hun i Virkeligheden holdt saa meget af ham, der sad ved Siden. Det mørknede i Skoven, og den dybe store Fred, gjennem hvilken de fløi med muntre Bjælder, forfriskede hendes Sind og lyste lidt op i den Lede og Ligegyldighed, som denne Vinter havde efterladt i hende.
Aldrig havde nogen Saison hjemme i Byen været saa græsselig; og det værste — det, som mest ængstede Gabriele, naar hun tænkte paa sit fremtidige Liv, — det var, at der igrunden aldrig havde været saa meget Liv, en saadan Iver, en saadan Fart i alle Mennesker som netop nu, og alligevel skulde der være saa — — saa —
