Gabriele nogle Fættere, som i Forening med et Slæng af ligesindede Venner har opbudt alt, for at gjøre mig umulig — ja vel endog latterlig i hendes Øine. Det er ikke blot min Stilling som Theolog, der i disse Tider, hvor det at være Kristen fra visse Hold nærmest betragtes som etslags mild Idioti; men det at være din Søn er ogsaa i disse Herrers Øine en Adkomst til Had og Forfølgelse, som jeg tilstaar, at jeg er stolt af nu, da Seieren endelig er min, og Gabriele har givet efter — eller rettere: efterat hun ved et nøiere Kjendskab er kommen til Klarhed over, hvor de tilslut findes — de solidere Egenskaber, paa hvilke der alene tør bygges Haab om en varig Lykke her paa Jorden.
Tro nu ikke — kjære Fader! at jeg fortæller dig dette for at prale. Mit Hjerte er isandhed altfor opfyldt af ydmyg Tak til Herren, som i sin Naade har ført mig saa langt; men jeg maatte berøre dette, for at forklare det hele, saaledes som jeg aabent og tillidsfuldt vil lægge det altsammen frem for dig. Dette moderne Uvæsen, som altsaa er trængt saa nær ind paa Livet af min dyrebare Gabriele, har nemlig ikke ladet hende ganske upaavirket. Jeg kan desværre ikke med fuld Sandhed sige dig, at den Kvinde, jeg udbeder mig dit Samtykke til at ægte, er en fuldt ud sand og enfoldig Troende. Jeg mærkede det allerede strax ved Begyndelsen af vort Bekjendtskab; men det var saa langt fra at virke frastødende paa mig, at jeg snarere maa tro, at den stærke Tiltrækning, som denne Kvinde udøvede paa mig, for en ikke ringe Del kan tilskrives et inderligt Ønske om at bidrage til, at Naadens klare Lys kunde finde Indgang i denne saa skjønt udrustede Sjæl. Og vore Samtaler bar ogsaa lige fra det første Præget af Alvor selv i de mest modstridende Omgivelser, saaledes som det verdslige Selskabsliv, hvor vi mødtes, førte det med sig. Paa samme Tid som jeg selvfølgelig afholdt mig fra ethvert direkte Omvendelsesforsøg, der kun vilde virket skræmmende og skillende mellem os, lagde jeg dog intet Skjul paa min enfoldige Kristentro; og jeg afholdt mig med Vilje saa meget som muligt fra at imødegaa de mange godtkjøbs Angreb paa Kristendommen, som du ved, Vantroen til alle Tider har saa god Raad paa, og som jeg vel for en stor Del kunde tænke mig var hende underskudt af de nævnte Fættere og Slænget. Og jeg tør kanske tro, at den Sagtmodighed og Sindsligevægt, hvormed jeg bar denne min Part af Kristi Forsmædelse, som i disse Dage saa rigeligen udøses over hans Bekjendere, kan have bidraget til at hæve mig i hendes Omdømme tiltrods for alle Ondskabens Rænker og Kunstgreb, saa at hun, da jeg igaar efter en lang Samtale for sidste Gang bad hende give mig et bestemt Svar, lagde sin Haand i min og sagde med
