bevæget Stemme disse Ord: „De er dog den, jeg mest har Lid til; — jeg vil være Deres.“
Se — kjære Fader! dette er Historien om min Lykke; men der kom noget bagefter, som siden ikke lader mig Fred eller Hvile i mit Sind. Thi da hun havde sagt disse Ord, og allerede vilde tage Afsked med mig,— vi mødte nemlig Fru Prams Vogn — sagde hun smilende: „Men paa en Betingelse: De maa ikke blive Præst, — det maa De love mig? — lov mig det!“
Ja her er det Punkt, hvorom siden alle mine Tanker har dreiet sig, og til hvilket jeg i selve dette Brev af en uimodstaaelig og pinlig Magt har følt mig hendragen. Hvad skulde jeg gjøre? — eller lad mig først prøve at klare, hvad jeg gjorde; thi Indtrykkene var i disse Øieblikke saa overvældende, og det hele gik i Virkeligheden saa fort, at jeg neppe er mig helt ud bevidst, hvad jeg sagde, hvilke Ord jeg benyttede mig af. Men ligesaa vist, som jeg tør kalde Gud til Vidne paa, at jeg aldrig — ikke engang i hin Stund har tænkt for Alvor paa at svigte mit Kald som en ringe, men trofast Ordets Tjener; — ligesaa lidet tør jeg benægte, at de Ord, hvori jeg gav min overstrømmende Lyksalighed over hendes Samtykke Luft, kunde forekomme hende som en fuldstændig Opgivelse af alt, hvad der maatte stride mod hendes Ønske og Vilje.
Her har du min Skrøbelighed og min Synd — gode Fader! — jeg ved vel, at jeg for den som for alt staar til Regnskab for Lysenes Fader; men jeg nedlægger min Brøde i dit Hjerte som min nærmeste Instans, at du skal sætte mig irette og lede mig i denne Sag. Thi om jeg end kan finde nogen Undskyldning for mig i den Omstændighed, at der ikke var Tid til nogen grundig Drøftelse af et saa alvorligt Spørgsmaal — Fru Pram lod allerede Kusken holde —, saa staar jeg dog nu midt foran Kravet, idet jeg gaar hen for at møde Gabriele. Skal jeg da kort og godt fastholde min Beslutning at blive Præst og saaledes kanske hidføre en Misstemning, der nu i vor Kjærligheds allerførste Morgengry vilde som en henfarende Nattefrost lægge alle Spirer øde, og ganske forspilde denne Lykke, jeg saa heftigt har attraaet og nu endelig synes i saa nær Besiddelse af?
O give Gud, jeg havde dig her — Fader! — du, hvis Raad og Veiledning jeg saa lidet kan undvære, og uden hvis dyrebare Samtykke jeg hidtil ikke har foretaget noget vigtigere Skridt i Livet. I al denne Uvished er jeg derfor stanset ved den Beslutning at vente disse faa Dage, indtil jeg kan faa Svar fra dig; saaledes som du raader mig, vil jeg visselig handle, hvad det saa skal koste mig. Imidlertid vil jeg i Omgangen med min Forlovede, — du maa ikke
