Eller det fremstillede sig for hende med en Livagtighed, som
gjorde hende prikkende varm i Huden og gik som nervøse Ryk i
Arme og Ben, hvor rent galt det var for Caroline, som snart skulde
i Barselseng, at hun ikke havde en Dunpude til den lille; og Dun
laa der ovenpaa, — de havde ført den deiligste Edderdun med
nordenfra; — hun havde ogsaa rød Bolster — et Stykke, som netop
vilde passe, laa i Dragkisten, — hun saa det altsammen for sig; —
det var saa let gjort og saa nyttigt for Caroline; — bare tage Dunen
frem, varme den i Gryde og piske den op, saa kunde Jomfruen
imens sy Pudevaaret paa Maskinen, — dersom hun bare turde løbe
ovenpaa! — det var jo for Caroline — for den lille Stakkel, — den
lille Stakkel, som ikke havde nogen Dunpude, — hun saa ham for
sig — hjælpeløs, uden nogen Verdens Ting —
„Men Gud — Mina! — hvor uroligt du sidder,“ raabte Præsten og saa op fra sin Avis; „nu er jeg vis paa, der er et eller andet, du vil løbe efter.“
„Undskyld mig — Daniel! jeg vidste ikke, at jeg sad uroligt. Men det var bare, — ja det gjør mig saa ondt, at jeg maa forstyrre dig; men det er Caroline — det vil sige Carolines Lille, — naar den kommer, — forstaar du, tænk, saa har den ingen Dunpude —“
„Ingen Dunpude!“ — han maatte le, — „har du nu ogsaa Sorger for de ufødte? — du uforbederlige Martha!“
Glad over hans Latter tog hun Mod til sig og lagde Bogen bort.
„Ja du ved ikke, Daniel! — for Mænd ved ikke sligt, hvor en liden Dunpude er nyttig — ja nødvendig; — og hvis du bare vilde give mig Lov til at arbeide en.“ —
„Lov! — naturligvis har du Lov, kom ikke med saadant Snak; det er for din egen Skyld, at jeg modarbeider —“
„O Daniel! — jeg forstaar dig saa godt — du Kjære!“
„Nei, du forstaar mig slet ikke; og du har aldrig forstaaet mig,“ busede han ud og reiste sig.
Fru Jürges flygtede ud i Kjøkkenet med forskrækkede Miner; thi naar han blev utaalmodig, sagde han saa meget, som siden, naar han selv havde glemt det, brændte og sved hende i Sindet.
Ak! hun vidste det kun altfor vel! hun var ingen Kone for en Mand som han; og hun hørte med bankende Hjerte, hvorledes han stampede om derinde i Stuen, samlede Piben og Aviserne, saa de raslede, for at drage ind i Kontoret, — skjønt hun vidste, at han helst sad i Stuen om Eftermiddagen.
Derfor faldt der Taarer paa hendes Hænder, da hun trak frem den tætpakkede Pose med Edderdun. Men siden, da den begyndte at æse saa deiligt i Gryden, og da den lille Pude begyndte at faa
