Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/437

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Og naar de læste Brevene sammen i den første Lykkens Tid i deres lille latterligt ubekvemme Præstegaard, da svulmede hans Hjerte ved Tanken om, hvad han havde gjort. Og hans lille Kone saa op til ham, — famlede efter Ordene, fyldtes ligesom altfor overvældende af Beundring og kunde bare sige: min Gud! hvor du er stor — Daniel!

Han begyndte at arbeide og prædike med Iver og Veltalenhed; og da det efterhaanden gik op for ham, at de ikke forstod det allermindste — hverken, hvad han sagde eller, hvad han mente med det, han gjorde, kom han til den Overbevisning, at han havde taget feil — ikke for sit eget vedkommende, men af Kaldet. Saa langt nordpaa var Folket ikke endnu kommet udover den første haarde Kamp for Livet, og den optog alle deres Evner. Selv de simpleste religiøse Forestillinger vare uklare og sløve, og af Kundskab var der slet ikke noget.

Men Daniel Jürges tabte ikke Modet og bøiede ikke af. De skulde alligevel faa Uret — de dernede i Hovedstaden, som havde spaaet, at han ikke vilde holde det ud; han skulde vise dem, at han holdt ud.

Og det gjorde han — Aar efter Aar. Stærk og sund klarede han Reiser til Lands og Vands, og han brugte aldrig at klage, han bare beskrev. De sad angstfulde og lyttede — hans lille Kone og Børnene, eftersom de voxte til, naar han skildrede sine farefulde Baadfarter og Fjeldvandringer; men han smilede og sagde: javist var det slemt; men jeg klarer det dog — som I ser, — med Guds Hjælp.

Og efterhaanden vænnede han sig i sin Ensomhed til at fortælle sig selv, hvad han oplevede og hvad han tænkte. Han forestillede sig da altid, at nogle af hans Venner der sydpaa stod for ham med et overlegent Smil, som veg efterhaanden, mens han lagde ud om sit Liv, sine Prøvelser og Savn, og hvorledes han bar dem.

Denne tænkte Underholdning, som ikke lik Svar, blev efterhaanden næsten alt hans Samkvem med Slægt og Venner, og det daglige Stel med Børn og Tjenestefolk og Gaardens Drift afvexlede med Søndagens Præken, Fattigkommissionen og Samtaler i Kontoret, som han lærte at afknappe.

Men hverken alt dette eller noget enkelt af det formaaede at optage Daniel Jürges helt. Saavel hans mange Kundskaber som hans foretagsomme Karakter gav ham baade Lyst og Evne til en Virksomhed langt ud over den lille Krog, hvor han beskedent havde valgt at virke.

Ligesom han havde tilbragt sin Ungdom i alvorlige Studier og i levende Interesse for omtrent alt, hvad der bevægede Samtiden i