Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/438

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Evropa, saaledes skulde ingen sige om ham, at han dovnede af i Ensomheden. Der var fremdeles intet oppe i Tiden paa noget Felt, som han ikke kjendte til og havde sin Dom om. Saa fjernt som han sad, laa dog alt ligesom aabent for hans Blik; og mangengang maatte han smile, naar han saa, hvor de fór vild — Menneskene, — han maatte smile, naar han tænkte paa, at heroppe i en Kløft mellem Fjeldene sad en beskeden norsk Præstemand, som ingen spurgte tilraads; men som kanske alligevel kunde givet Svar som ingen anden.

Han læste fra først af udelukkende Hovedstadens Avis.

Men eftersom det store Blad med Dobbeltnummere og Tillæg optog mer og mer af hans Tid, vaagnede Læselysten, som var knækket til Examen; og han begyndte at drive Studier paa egen Haand med Avisen som Grundlag. Foruden sin Faders Bogsamling lod han ogsaa sin Boghandler i Kristiania sende en og anden Bog, som han fik Lyst paa efter Avisen, og derved fik han Anledning til at øve en Kontrol, som i høi Grad skjærpede hans selvstændige Tænkning.

Thi om han end ikke i et og alt var enig med de udmærkede Mænd, som skrev i Hovedstadens Avis, saa var de dog saa vel underrettede og saa skarpe i Tanken, at det var ham af høieste Interesse at se, naar de ankom til Resultater, hvortil han allerede selv var naaet. Og denne Overensstemmelse blev ham mer og mer paafaldende, jo længer han levede i sine ensomme Studier; og det opvakte mangengang hans Beundring, hvorledes disse Mænd, som dog i meget var saa forskjellige fra ham, kunde finde frem til hans egen Tanke ad Veie, som vistnok stundom imponerede ham, men som ofte var ham usmagelige.

Og i Aarenes Løb mærkede han til sin store Glæde, at det var saa langt fra at gaa med ham som man kunde vente og som de ganske vist ventede, hans Venner i Byen: at hans Aand skulde sløves og den Iver kjølne, hvormed han greb og omfattede en Tanke eller en Anskuelse.

Han følte tvertimod med en vis Overraskelse, hvorledes der øgte i ham en Nidkjærhed for Sandhed og Ret. Som han læste om de ulmende Gløder i Daarskabens og Ondskabens store Arnesteder, om det hæslige, som trængte sig frem overalt Haand i Haand med det onde, — da følte han vælde frem i sit Hjerte et Had — et vældigt Had, som stundom kunde drive ham op af Stolen, saa han rystede sine stærke Arme udimod denne Oprørets og Løgnens lede Yngel, — som en Samson stod han skjælvende af Vrede, — indtil