Det var Abraham.
— Der gives Sorger — især saadanne, som der er Skam i, der synes ganske umulige at fortsætte Livet med. Udover Eftermiddagen og Natten kjendes det, somom du maa dø, før Lyset kommer igjen.
Og naar Morgenen kommer, kjender du, at der alligevel er Liv i dig; du maa tage Klærene paa, børste dit Haar; og du maa spise.
Om Aftenen siger du: hvorledes er det dog muligt, at jeg har levet en hel Dag med dette paa mig?
Næste Dag barberer du dig; otte Dage efter kommer du til at sige en Vittighed og ler selv af den.
— Saaledes havde Abraham levet nogle Uger. Dagen og Natten havde rullet ham mellem sig frem og tilbage. Intet var blevet tungere, intet lettere; men alt rundede sig under Timernes Slid.
Paa en vis Maade havde han aldrig havt det saa godt i sit Hjem; de behandlede ham som en kjær Syg. Faderen var saa mild — næsten ærbødig; og Clara overøste ham med al den Ømhed, han havde drømt, før de blev gift og aldrig fundet før.
De frygtede ham begge. Et Ord — et Udbrud af hans overdrevne Principer kunde kuldkaste alt, hvad de havde bygget og reddet.
Men de behøvede i Virkeligheden ikke længer at være bange for ham; han var færdig.
Og da Clara hin Søndagmorgen halvt ængstelig hviskede ham i Øret:
„Du ved ikke, hvilken Glæde du vilde gjøre Far, om du fulgte med os i Kirken.“
— saa svarede han ganske rolig:
„Ja det kan jeg gjerne gjøre.“
Alligevel krøb det i ham, da han gik ind under Buen, og den store gamle Kirke laa for ham i dystre, graa Høstfarver. Minder vilde op, Øine vilde frem. Men han undgik dem næsten uden Kamp; det bed ikke længer paa ham.
Og mens han gik bagefter sin Fader og sin Kone, spyttede han sig selv i Ansigtet og raabte indvendig til sig selv:
„Se ydmyg ud — se ydmyg ud! din Hund, der du gaar!“
Hvor han saa skummel og fæl ud! ikke en var der, som havde Tiltro til ham. Kvinder og Mænd fulgte ham med onde Øine — han, som havde bedraget de fattige Arbeidere for deres stakkels Skillinger. —
— Men der kom Christensen — Bankchefen og Fruen i ny, svær Silkekaabe fra Hamburg! — Herregud! — det gjorde formeligt godt at se Folk, som endnu havde Raad til Silke!
