Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/419

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Fru Christensen smilte bevæget; Sølvtøiet var paa sin Plads og den dumme Inskription udslebet.

Bankchefens Mine var den: tilbed mig ikke!

Men han kunde ikke forhindre det; han var deres Haab og Tilflugt; ikke en havde Mod til at mindes hans sidste besynderlige Optræden i Fortunas Generalforsamling.

Saa begyndte Morten Kruse sin Prædiken om de ti Tusinde Talenter; om den stygge Magt, Pengene har blandt os, om Mammon og Lillierne paa Marken, og som Grundmotiv vendte det tilbage — dette Ord: ei Guld, ei Sølv, — ei Kobber skulle I have i Eders Bælter.

Da reiste der sig midt under Prækenen en liden Skikkelse paa Kvindesiden.

Det var Madame Kruse, — ja — saa ved Gud! — det var Madame Kruse!

Hun holdt ikke Lommetørklædet for Munden! hun blødte ikke Næseblod; hun skulde ikke kaste op, for hun var ikke det mindste bleg. Tvertimod saa hun frisk og kraftig ud, som hun banede sig Vei mellem Damerne, som glemte at give Plads af Forfærdelse.

Da Madame Kruse endelig naaede ud i Midtergangen, rettede hun roligt paa sin Kaabe og gik derpaa nedover med sine smaa sikre Gammelkoneskridt, — nedover den lange Midtgang og ud af Kirken.