Clara, vendte sig til Grete — naturligt og uden at han tænkte paa nogen Uret. Nu vidste Abraham godt, at han elskede Grete, og han var lykkelig i hendes uskyldige Tillid; alle Ønsker udover dette satte han sig til Modværge mod; han havde givet sig selv sit Ord paa, at han i dette Stykke vilde være ærlig og retskaffen.
Og som han Gang efter Gang i Livets Smaating bøiede af, hvor han burde gaaet ligefrem; — taug, hvor han burde talet, blev dette Forhold til Grete et Tilflugtssted for en Trang i hans Karakter, som fra Barndommen var bragt til at forkrøble: han følte sig som hendes Ridder; hun var fuldstændigt i hans Magt; men han vilde aldrig misbruge den.
Og dog var ogsaa her en Skygge. Naar Abraham tænkte over sit Liv, forekom det ham, somom det var en uundgaaelig Skjæbne dette, at netop han, som i Virkeligheden netop saa gjerne vilde have alting klart og greit omkring sig, — at netop han bestandig skulde komme opi smaa Tvetydigheder, fortrædelige Smaating, som han fra først af ikke gad rydde tilside, men bare steg over, og som saa siden bag hans Ryg steg op til store Fortrædeligheder med lange Skygger.
Hvorfor skulde det nu falde sig saa, at han kom til at lyve for Grete!
Thi det blev ikke med den ene Gang. Da han saa, hvor det gjorde hende lykkelig, lavede han hele sit Liv om efter en lidt forstørret Maalestok og fortalte fra sin Barndom og sin Ungdom og fra Dag til Dag, — Traaden var sand og ægte nok; men det var netop Udsmykningerne, Grete satte mest Pris paa.
Han fortalte og skammede sig og fortalte igjen, indtil Skammen sledes bort; og disse lange Stunder, naar han sad og udmalede for hende, hvad han havde gjort, og især, hvad han vilde gjøre i det og det Tilfælde — — de blev for ham kjærere end alt andet. Ikke blot, at han nød den Lykke at være hende nær; men selve de fantastiske Fortællinger begyndte at virke befriende paa ham; de bødede lidt paa hans Livs Marvløshed.
Saa blev han en Mester i denne Art Digtning, og hun blev aldrig træt af at spørge og beundre. —
— Men i sit Hjem maatte Abraham anstrænge sig, for ikke at føle sig fremmed. Ved det venskabelige Forhold mellem Clara og Professoren blev han lidt tilovers. Til Fornøielserne fulgte han gjerne med; men hvad han ikke kunde taale, men rent ud rømte af Huset for — det var en egen Art af Gudelighed, som Clara holdt paa at indføre i Hjemmet.
Fru Løvdahl havde, for at give Saisonens Selskabelighed et stor-
