Marcussen saa tvivlraadig paa sin Chef; han havde faaet sin
merkantile Uddannelse i Forretninger, som meget godt forstod at
benytte sin Kredit fuldtud.
„Vi gaar hen i Norges Bank og henter saa mange Penge, vi vil have,“ sagde han smilende.
„Men Dækning — Valuta —“
Nu syntes Marcussen, det kunde være nok med denne Uskyldighed, og han forklarede derfor flot og flydende:
„Vi trasserer for det Beløb, vi behøver idag, — for Exempel paa O. T. Falch-Olsen i Kristiania med 6 Dages Sigt, disconterer Vexelen i Norges Bank og sender iaften med Posten vor tre Maaneders Accept til Dækning.“
„Hm — ja! det kunde vi jo gjøre,“ svarede Professoren; men Sagen var, at han, som var kommen saa sent til det, kunde ikke som Marcussen tumle med Vexler; han var derfor altid lidt imponeret og overlod gjerne saadanne Ting til sin betroede Førstemand.
MarCussen udførte sin Plan i en Haandevending og gik selv ned i Christensens Bank, for at have den Fornøielse at sige dem nogle Artigheder dernede.
Den administrerende Direktør vred sig ogsaa som en Orm under Marcussens skarpe Tunge, — det var jo ogsaa i Virkeligheden altfor galt at vrage et Papir, hvorpaa der stod skrevet Carsten Løvdahl.
Men Bankchef Christensen, som stod i den anden Enden af Kontoret og lod, somom han gjennemgik nogle Papirer, tog det med stor Sindsro. Og da Marcussen var gaaet, og Direktøren vilde vove en beskeden Indvending mod denne altfor store Strenghed, tog Bankchefen bare de Penge, Marcussen havde bragt og holdt dem opunder Næsen paa Direktøren.
„Se paa Sedlerne! — flunkende nye Sedler fra Norges Bank.“
„Ja — hvad mener Hr. Bankchefen, det skulde betyde?“
„Jo det betyder at slaa Penge paa egen Accept,“ hviskede Bankchefen og gik sin Vei, for ikke at blive spurgt.
Men den arme Direktør var hele Formiddagen ganske forundret; hans Tro paa Bankchef Christensens Næse var netop lige saa fast og urokkelig som hans Overbevisning om Carsten Løvdahls Soliditet, og denne Ligevægt holdt ham i den pinligste Uro.
Han talte hellerikke til noget Menneske om den Mistanke, Christensen havde udsaaet i hans Sjæl.
Og skjønt Carsten Løvdahls Navn straalede i stigende Glans og Magt, saa var der dog født i dette Øieblik nogle af disse flne, usynlige Miasmer, der fyge i Luften og fortættesig til en liden sagte Susen i Sivet, en Hvisken i Krogen, et Pust af et Rygte, hemmelig-
