ødelægge Carsten Løvdahl! — uhørt! — aldeles uhørt: nægte at fornye Papirer paa hvilke der stod hans Navn! — og Skrækken fik Luft i en heftig Strøm vrede Ord over Bankchefen.
Marcussen hørte med Forundring paa dette sjeldne Udbrud; men han var forresten ganske enig; han følte sig ogsaa fornærmet paa Husets Vegne; og da Professoren stansede, foreslog han, at man ganske koldblodigt skulde sende Rasmus ned i Banken igjen, med den Besked, at det i Øieblikket ikke konvenerer os at indfri disse Papirer; saa kunde jo Professoren tage Christensen i Skole, naar de mødtes.
Men det vilde Professoren paa ingen Maade; da Vreden var brudt ud, sad Skrækken nøgen i en; og han begyndte ivrigt at udspørge Marcussen, om Fortuna ikke havde noget staaende paa Folio eller kontant i Kasse.
Marcussen strøg sin smukke Knebelsbart og trak Munden op til et skjævt Smil — omtrent som naar Pigerne vilde have Penge —:
„Hvis Hr. Professoren virkelig vil taale Christensens Uforskammethed, saa er der jo ikke noget iveien for at indfri Papirerne.“
„Naa! De har altsaa Penge? —“
„Vi har dem ikke liggende i Øieblikket; men vi kan bruge vor Kredit.“
„Kredit — Marcussen! Naar Banken refuserer Fabrikens Vexler saa er det jo netop, fordi Krediten er svækket —“
„Undskyld Hr. Professor! — men her i denne Forretning bruger vi slet ikke vor Kredit.“ “
„Det er den solide Forretning — Marcussen.“
„Altfor solid — ialfald for vore Forhold. Med Carsten Løvdahl paa Papiret skal jeg reise en Million paa otte Dage.“
Professoren lagde sig tilbage i Stolen; han vidste, det var sandt. Navnet var udmærket godt; den store Formue, som med en Gang var gjort flydende, havde bragt hans Forretning i Ry som en af de mest solide og kontante paa hele Kysten, og Løvdahl holdt af at høre det.
„Fabriken,“ sagde han, „har jo adskillig Gjæld.“
„Det bedste vilde være at lade den Fabrik gaa Fanden ivold,“ mente Marcussen aabenhjertigt.
„Men Marcussen! hvor kan De —“
„Undskyld — Hr. Professor! — jeg mente bare, vi strækker os svært langt for den Fabrik.“
„Det skal gaa med Fortuna; De skal faa se — baade De og alle de andre kloge Herrer; lad os ikke tale mer om det. Hvad mener De med at benytte vor Kredit?“
