fik Liv med Gardiner og Gyldenlakker, Tæpper og magelige Stole, medens de stive gammeldagse Træstole maatte ud i Spisestuen eller ovenpaa.
Madstellet forandrede sig ogsaa. De var begyndt med en Spegeknog, som laa paa bare Bordet, og hvoraf de vexelvis skar sig et Stykke, som de holdt i Fingrene og bed af.
Nu var Madame Kruse kommen saa vidt i sin Udvikling, at hun var bleven ærgjerrig i Retning af Damask; hendes Duge og Servietter skinnede omkap med Sølvgafler og blankpudsede Knive; Huset var blevet som det skulde være: et jævnt, solid Velstandshus.
Hvorfor skulde hun nu paa sine gamle Dage stanse og vende tilbage til de trange Tiders Pinagtighed? — mon det virkelig kunde være Vorherres alvorlige Mening, at hver eneste Skilling skal vendes saa utalligt mange Gange, at man bestandig skal være som brændt for, at ikke den mindste Smule skal gaa tilspilde?
„Aa langtfra! det mener han slet ikke,“ sagde Madame Kruse halvhøit og trak ivrigt i Strømpeskaftet, saa det blev en umaadeligt lang tynd Pølse.
Og det var dog det, man forlangte af hende — ikke ligefrem, men i hundrede smaa Antydninger — baade Morten og især Fredrikke. I Begyndelsen brød hun sig ikke videre om det; men efterhaanden kunde hun ikke lade være at føle en liden skjult Braad i næsten hvert Ord, de Unge sagde. Hun svarede ingenting, og længe troede hun ikke, nogen anden mærkede det, indtil Peder en Dag pludseligt sagde:
„Du Mor! — jeg har leiet tre smaa Værelser ovenpaa hos Fru Gottwald.“
„Men Gud — Peder! hvorfor vil du flytte hjemmefra.“
„Synes ikke Mor, jeg er gammel nok?“
„Snak Peder! tror du ikke, jeg ser paa dig, at du har en anden Grund?“
„Ja det har jeg ogsaa; og vil du vide, hvad det er for en, saa er det, fordi jeg ikke længer taaler Mortens Stiklerier.“
„Gud bevare Munden din — Peder — har du ogsaa mærket det?“ — Madame Kruse saa sig uvilkaarligt om i Værelset; „men det er ikke noget at bryde sig om; han mener ikke noget ondt med det.“
„Saa? — er Mor saa vis paa det? han har nu hver eneste Søndag Middag talt om Husleie, hvor høi den er, og hvor godt de har det, som slipper at betale den; og saa stemmer hun i — hun Sparebøssen hans! —“
