Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/341

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


— „hvis Realisation vil medføre Tab,“ afbrød Bankchefen roligt; „desuden staar De i betydeligt Forskud for Fabriken; og om De end er saa taalmodig en Kreditor, maa dog Pengene engang betales Dem før eller senere.“

„Min Tillid til Fortuna er ubegrænset,“ svarede Professoren og slog ud med Haanden.

„Det er vel nok; men hvis Fabrikens Gjæld til Dem var afgjort, saa havde der neppe været stort Udbytte ifjor.“

Professoren gjorde en utaalmodig Bevægelse; det havde kostet ham Møie nok ved Hjælp af Marcussen at faa istand et fordelagtigt Aarsopgjør for Fabriken; men han vilde før risikere sine egne Penge end indrømme, at Fortuna gik slet under hans Ledelse.

„Jeg antager, at vi ved næste Generalforsamling bliver nødt til at forlange en større Indbetaling paa Aktierne, og det vil uden Tvivl falde besværligt for mange. Jeg har ikke mindre end l5 Aktier for min Part“ — sukkede Bankchefen.

„Nei — nu maa jeg rigtig le! — synes De, at De har for mange Fortuna-aktier?“

„Vil De kanske kjøbe fem?“

„Kjøbe? — nuvel lad gaa! — jeg kjøber fem Aktier.“

„Hvad vil De give?“

„Jeg vil overtage dem for indbetalt Beløb — al pari.“

„Vel —“ sagde Bankehefen, „lOO0 Kroner pr. Aktie, vil De have flere?“

„De maa have sovet daarligt — Christensen,“ lo Professoren lidt forceret.

„Jeg sover aldrig godt om Vaaren,“ svarede den anden tørt og reiste sig; det lod til, han havde opnaaet Hensigten med sin Visit.

Ved Døren sagde Professoren endnu engang spøgende: „De skal faa Deres Aktier tilbage for samme Pris, naar vi til næste Aar betaler 10 Procents Udbytte.“

„Mange Tak,“ svarede Bankchefen smilende og gik ud gjennem de ydre Kontorer; bag sin Haand skelede han henover alle Pulte og Borde og snøftede let; somom han prøvede med Næsen, om Luften havde den ægte, uforfalskede Guldlugt.

Men Professor Løvdahl sad igjen i sin Lænestol og saa sig omkring i Kontoret, somom noget var forandret derinde. Altsammen stod paa sin Plads; Uhrviseren var avanceret et Kvarter, det var det hele; og alligevel syntes ham, der var kommet noget til, som ikke var der før; eller taget noget bort.

Det var den første Skygge, som passerede over hans nye Liv; hidtil havde alt gaaet godt; alle havde beundret i fuld Tillid; og