til at handle selv, til at gribe med sikker Haand ind i Livet og tage sit Tag med.
„Ja vel er jeg en af Eder,“ raabte han ud iblandt dem; „derfor holder jeg mig hernede blandt Arbeidsfolkene — ikke deroppe blandt de Fine. Vi — vi Arbeidere — vi vil holde sammen, — her er min Haand!“
Den blev grebet af hundrede — trykket og knuget, og ingen havde seet Bestyreren saaledes før — høi og straalende som han langsomt banede sig Vei gjennem den tætte Skare.
Steffensen vilde atter gribe Øieblikket og foreslog høit, at der paa Stedet skulde dannes en Forening og en Komité og saa videre. Men saasnart Steffensen talte, faldt der en Kulde over de fleste; alle vidste, han var en mærket Mand; hans Dage ved Fabriken vare talte, og han kunde let rive andre med sig.
Forslaget overhørtes og druknede ganske i et tordnende Hurra for Bestyreren; de vilde drikke hans Skaal; men der var ikke mer, Tjenerne havde ryddet Bordene, Festen var forbi og Folkemassen havde spredt sig.
Arbeiderne drog sig da ogsaa hjemover i smaa Flokke efter først at have presset Abrahams Haand forsvarligt.
Paa Veien indover til Byen gik Abraham i en underlig ophøiet, kampberedt Stemning.
Vage Billeder og Erindringer fra Ungdommens Læsning kom frem i hans Sind og malede ham en Fremtid i Spidsen for Arbeiderbevægelsen; Dimensionerne voxte, han kastede alle Broer af; han renskede op i al den tykke Samfundsuretfærdighed; og da han naaede Byen, var han netop kommen saa langt, at Clara og hans Far bøiede sig for ham og sagde: Du havde Ret.
— Men Steffensen gik tvær og muggen hjemover; Grete var ikke heller glad; hun ærgrede sig paa Faderens Vegne og var ikke ganske tilfreds med Abraham.
„Der findes Pinedød ikke saa feige Arbeidere i Verden som I,“ sagde Steffensen til en gammel Tømmermand, der havde været med i Sølvdeputationen.
„Vi har saa lidet at staa imod med.“
„Bah! naar vi bare holdt sammen.“
„Ja nogle af os holder jo sammen — med Direktionen,“ mente Tømmermanden.
„Ja, hvad Tak har I saa for alt det elendige Kryberi?“
„Det vil nu vise sig i Længden.“
„Ja det vil saa,“ knurrede Steffensen arrig; han forstod Hentydningen.
