med?“ — spurgte Professoren venligt sin Søn, som nu kom fra sit Værelse.
„Aa — det er ikke andet, end at jeg ikke har Lyst til at gaa med til denne Fest, og saa farer Clara op og —“
„Din Fars Fødselsdagsfest?“ afbrød Professoren smilende.
„Nei Far! — det er det ikke; den vil vi holde herhjemme; men Festen derude paa Fabriken er en hul Tilstelning, noget Spilfægteri — rent ud sagt.“
Professoren gjorde et beroligende Tegn til Fru Clara og sagde: „Ikke har jeg Tid og ikke vil jeg fordærve min Feststemning ved at disputere med dig om dette. Der kan vistnok være noget i det, du siger — eller rettere: i det, du mener; men du har som vor Ungdom idetheletaget en uheldig Lyst til at komme halende med en stor ethisk Maalestok i utide og i Tilfælde, hvor den slet ikke passer.“
„Men naar min Overbevisning —“
„Naar din Overbevisning ikke tillader dig at være Vidne til Hædersbevisninger, som ydes din Fader, saa bør du blive hjemme, det er klart; men jeg haaber, din Overbevisning vil tillade dig at spise Middag med mig Klokken fire?“
„Det er ikke ret af dig — Far! — at tage det paa den Maade; du ved godt —“
„Javist — jeg ved det saa inderligt godt; du mener det paa din Vis godt, og at du vælger denne Vis, er noget, jeg maatte være forberedt paa; det ligger dig i Blodet. Jeg prøvede — som du kanske kan huske — flere Gange i din tidlige Ungdom at advare dig mod denne Misfornøielse, som ikke taaler, at noget eller nogen hæver sig op over det almindelige Niveau — nei — nei! afbryd mig ikke; vi skal ikke disputere, men der er det dog, det hele bunder. — Aa lille Clara! vil du ikke binde mit Halstørklæde?“
Abraham gjorde Vold paa sig, for ikke at give et heftigt Svar, dreiede sig rundt og gik ind i sit Værelse. Hans Kone passerede tæt forbi ham, da hun vendte tilbage til Soveværelset, for at fuldende sit Toilette og en Stund efter, da hun gik ud igjen, for at stige tilvogns. Han kjendte hendes Parfume, og Kjolen strøg ham næsten; men ingen af dem sagde et Ord.
Han blev siddende og stirrede hen for sig indtil han hørte Vognen rulle bort. Der sad de ved Siden af hinanden — hans nydelige Hustru — munter og pyntet og Faderen med sine Ordener i stort Format, Stokken mellem Knæerne og Hænderne foldede over det Elfenbens Haandtag.
