— Alt føiede sig saa lykkeligt til denne Fest. Der kom en Bande
tyske Musikanter til Byen, og paa selve Dagen var der et Veir, som
ikke kunde være skjønnere. Luften ganske stille — frisk, men ikke
kold; Solen skinnede rødligt og lunt i den lette Høsttaage, som steg
op og forsvandt; og de glatskyllede Næs og Odder med violette
Striber af Lyng i Sprækkerne tungede sig udover i det blaa smaakrusede Hav. —
Selve Fabrikens Bygninger vare saa stygge og sodede, at de trodsede enhver Dekoration, hvorfor Marcussen itide opgav dem og samlede alt, hvad der var af Kranse og Flag om en stor Estrade, han ihast havde slaaet sammen længer oppe i Bakken. Herfra kunde Taleren overse Fabriken, og hans Stemme lyde vidt udover Mængden i Skraaningen nedenunder.
Marcussen gik og pyntede med Flag og Grønt; han havde faaet nogle af Direktørernes Tjenestepiger til at hjælpe sig; og han løftede dem op og ned af Trapper og Stole — tjenstvillig og galant; og Pigerne lo og skreg saa smaat og faldt i Armene paa ham og kunde ingenlunde faa istand, uden han hjalp dem.
Marcussen var en stor, vakker Fyr med hurtige Øine og et Greb om Pigerne, som han var berømt for; han havde i Virkeligheden et skrækkeligt Rygte, og han pleiede selv at sige blandt sine Venner, at han havde sit særskilte Folio i Kirkebogen. Men ellers var han bleven Professorens høire Haand i Forretningen, og hvad selve Festen angik, saa var han igrunden paa det nærmeste Mand for det hele.
Imidlertid var der ogsaa livligt hjemme i Løvdahls Hus; der skulde være stor Herremiddag i Anledning af Fødselsdagen, og Bordene stod alt dækkede i Salen.
Vognene var for Døren, og Kusken sad i Galla og holdt de blanke Heste; Professoren gik frem og tilbage — som hans Vane var, naar han klædte sig, og øvede sig paa sin Takketale.
Da kom Pigen til de Unge ovenpaa ned og skulde hilse fra Fruen, om ikke Professoren vilde være saa snil at komme op et Øieblik — helst strax.
Professoren skyndte sig afsted med det hvide Halstørklæde i Haanden; han troede, der var noget iveien med den unge Frue. Men Clara løb ham imøde i det første Værelse — varm og rød i Kinderne med Kjolen halvt hægtet.
„Tænk dig — Far! han vil ikke gaa! — Abraham vil ikke være med til Festen — siger han.“
„Naa — naa! — ikke værre — min Ven! du gjorde mig ganske forskrækket; hvad er det? — Abraham, hvorfor vil du ikke være
