dum, som ikke havde spurgt lige ud, hvad Rente han kunde vente sig. —
Det var ikke godt at sige, fra hvem den kom — Ideen til den store Arbeiderfest paa Fabriken. Marcussen havde engang nævnt for Konsul With, at til Høsten fyldte Fabriken sit tiende Aar; og saa var det nok faldet Konsulen ind, at dette spæde Jubilæum kunde afstives noget ved at henlægges til Professor Løvdahls Fødselsdag; og saaledes var det øget og øget, indtil der blev baade Sølvtøi og storartede Forberedelser.
Fru Bankchef Christensen græd — ja det ved Gud, hun gjorde, — hun græd sig en liden Tur hver Dag over dette Sølvtøi.
Tænke sig, at alt det kunde hun havt: Thekande, Sukkerskaal og Flødemugge af massivt Sølv!
Ikke for det, hun havde jo Theservice af Sølv; men det var aldeles ikke noget for hendes Mand at komme stikkende med; det var ikke et Gran mindre ærgerligt af den Grund.
Stundom, naar hun havde tænkt længe paa dette Sølvtøi, forekom det hende, at Professor Løvdahl havde stjaalet det ud af hendes eget Skab, — ja der var endogsaa en Plads i Skabet, hvor det skulde have staaet; og aldrig gik Fru Christensen at se til sit Sølvtøi, uden at hun sukkede: „der stod det!“
„Du er Fæ — Christensen!“ — gjentog hun hulkende, jo nærmere Festen kom; „du kan være Formand for trængende Barselkvinder og alverdens Sygekasser; men du frasiger dig — Herre min Gud! — han frasiger sig frivilligt den eneste Post, hvor der kunde falde lidt Sølv af, — ja, for det kunde man da vide paa Forhaand! — og saa skal vort — ja jeg siger netop med Vilje vort Sølvtøi gaa til denne — denne —“ hun kunde ikke finde paa et Ord saa frygteligt som hun vilde have det til Professor Løvdahl, og hun græd bare, saa hun dirrede.
Bankchefens Ægteskab var af de sædvanlige; han var desværre ikke saa overlegen i Dagligstuen som i Kontoret; overfor Fruen kom han altid tilkort, og saa blev han sint, og saa blev hun sint, og saa kjæglede de, og saa vare de Uvenner. Men saa kunde jo ikke det gaa an i Længden. siden de boede sammen; og saa blev det godt igjen, indtil det blev galt igjen.
Christensen maatte denne Gang bære sin Kones Vrede som han bedst kunde og samtidig forberede sig paa den Tale, han paa samtlige Arbeideres Vegne skulde holde for Direktør Løvdahl.
Og mens han sad og syslede med store Ord og velklingende Vendinger, gned han sin bløde Næse og snøftede lidt, somom selve hans egen Lovtale lugtede ham lidt mistænkeligt. —
